News & Press Releases - October 3, 2008

Axcel investerer i den svenske uddannelsesvirksomhed JBO

JBO driver John Bauer-gymnasieskolerne som private friskoler, der er lokaliseret 29 forskellige steder i Sverige. John Bauer-gymnasieskolerne har ca. 10.000 elever i alderen 16 til 19 år og knap 1.000 ansatte og havde i 2007 en omsætning på 757 mio. SEK. Fokus for John Bauer-gymnasieskolernes undervisning er erhvervs- og faguddannelser inden for fx IT, media, entrepreneurship, idræt, hotel & restaurant.

Det svenske friskolesystem har udviklet sig kraftigt, siden den svenske regering i 1994 åbnede mulighed for støtte til privatejede skoler, og området forventes at vokse yderligere. Friskolerne, hvoraf en række er børsnoterede, udgør i dag godt 20% af det samlede svenske skolemarked og omfatter 900 skoler med ca. 80.000 elever i alderen fra et til 18 år.

Det er JBOs målsætning, at John Bauer-gymnasieskolerne skal være det foretrukne valg for svenske elever, deres forældre og lærere. JBOs skoler har allerede i dag en stærkt koncept i et attraktivt segment, og virksomheden har vist en stabil vækst. Axcel vurderer, at friskoler vil tegne sig for en voksende del af gymnasie-uddannelserne i Sverige, og at JBO derfor har gode forudsætninger for fortsat vækst, først og fremmest i Sverige, men på længere sigt evt. også på det internationale marked.

Som en del af strategien for JBOs fortsatte udvikling planlægger Axcel at udvide og styrke virksomhedens overordnede ledelse og bestyrelse. Det første skridt i realiseringen af strategien er taget med udnævnelsen af Alf Johansson til bestyrelsesformand. Han har tidligere været direktør i Proffice, en af nordens største rekrutteringsvirksomheder med en omsætning på ca. 4 mia. SEK, og stod bl.a. bag en succesfuld børsnotering af virksomheden i 1998.

”Målet for JBO er dels at øge tilstrømningen af elever, dels at øge trivslen og dermed fuldførelsesprocenten på vores uddannelser. Det skal ske gennem et konstant fokus på forbedring af uddannelseskvaliteten”, siger Alf Johansson, nyudnævnt bestyrelsesformand i JBO.

”Vi tror på, at vi med et engageret og aktivt ejerskab kan være med til at udvikle JBO, til gavn for såvel de ansatte som eleverne, og på denne måde skabe en god investering”, siger Vilhelm Sundström, ansvarlig for Axcel i Sverige.

”John Bauer-gymnasieskolerne har sin store styrke inden for erhvervs- og faguddannelser, et område hvor vi forventer vækst i fremtiden.””Jeg er utrolig glad for at vi nu har fundamentet på plads for JBOs fortsatte udvikling. Jeg har store forventninger til samarbejdet med Axcel, som har stor erfaring med at udvikle virksomheder. Kombineret med JBOs kompetencer inden for uddannelsbranchen bliver vi et stærkt team,” siger Rune Tedfors, JBOs stifter og hidtidige hovedaktionær. Rune Tedfors bevarer sit medejerskab gennem en minoritetspost i JBO.

Om JBO

JBO har drevet private gymnasieskoler siden 1999, hvor det første John Bauer-gymnasium blev etableret i Jönköping i Sverige. Skolerne drives som private friskoler og er lokaliseret 29 forskellige steder i Sverige. John Bauer-gymnasieskolerne har ca. 11.000 elever i alderen 16 til 19 år og knap 1.000 ansatte og en omsætning på ca. 800 mio. SEK. Fokus for John Bauer-gymnasieskolernes undervisning er erhvervs- og faguddannelser inden for fx IT, media, entrepreneurship, idræt, hotel & restaurant. Uddannelsesmodellen er baseret på problembaseret indlæring, og at eleverne er ed til at formulere deres egne, klare mål.

www.johnbauer.nu

 

For yderligere information, kontakt:

Christian Frigast

Managing partner, Axcel Tlf.: 26 32 64 00 e-mail: cf@axcel.dk